SM 2010, en supplerende beretning fra "Mænd Der Elsker
Kvinder" / DEN 155
SM 2009 var vores første, hvor vi endte på en 5. plads med kun
to point til 3. pladsen og dermed kom vi ikke i finalen i 2009. Vi
var derfor glade for at se, at arrangørerne havde besluttet, at der
i 2010 skulle 5 både i finalesejladsen.
Taktikken var derfor at sejle safe i de første 16 sejladser og
så give den fuld skrue i finalesejladsen. I tune-up'en blev vi nr 1
- vi blev før mål enige om at vi ikke var overtroiske - og at dømme
efter skidtet på dækket og omkring røstjernene da vi kom ned næste
morgen gættede vi på, at nogen syntes, at vi sejlede stærkt. Efter
førstedagen med 7 sejladser lå vi nr. 2 og SWE 55 på en suveræn
førsteplads. SWE 55 var virkelig stærkt sejlende og lavede ingen
fejl hverken taktisk eller håndteringsmæssigt. På anden dagen var
det SWE 48 som var bedst men med SWE 55 godt fremme og vi lå
fortsat nr 2 efter 14 sejladser. Nu var der blot 2 sejladser lørdag
formiddag som skulle sejles og vi havde 19 point til 6.
pladsen.
Lige efter starten, her ses flere af de danske både og bl.a.
DEN-155.
Lørdag morgen, var der ca. 10 sek/m og det var lige noget for
os, som vejede knap 249 kg og var noget tungere end både SWE 55 og
48 og de øvrige besætninger i toppen. Vi havde for øvrigt været
langt fremme også på nat-banen og jeg kan ikke udelukke, at det kan
have spillet ind da jeg I store bølger før første start lørdag
skulle have min nye top på. I hvert fald faldt jeg bagover og
knækkede rorpinden med ryggen. Mads Christensen, vores rorsmand,
viste sin omsorg for sin besætning ved først at spørge om jeg var
kommet til skade. Det var jeg heldigvis ikke, men varselsskuddet
gik og vi kunne ikke gennemføre en sejlads med Mads siddende inde I
cockpittet. Vi sejlede hen til Søren Pehrsson og forklarede
situationen og Søren, som lige havde afgivet sin gennaker til
debuttanterne for at de kunne bevare deres plads I top 5, brugte
ingen betænkningstid på at låne os sit ror. Problemet var blot
hvorledes vi I høj sø skulle kunne komme op på siden af hinanden og
bytte ror. Det endte med at vi matte sejle I havn og da var starten
gået. I bedste Warrer/kirketerp-stil fik vi I havn skiftet ror og
begav og ud mod startlinjen. Vi havde læst I programmet, at vi blot
skulle starte senest 15 min efter startskuddet. Vi krydsede
startlinjen ca. 12 min efter start samtidig med at feltet rundede
gaten. For at være sikre på at dommerskibet lagde mærke til at vi
gik I start krydsede vi linjen tæt ved dommerskibet og råbte at vi
gik I start hvorefter dommen med fagter tilkendegav, at det var for
sent. Vi valgte at ignorere dette og stole på programmet og
gennemførte sejladsen og blev klart sidst. Da vi kom I mål havde
dommeren fået læst programmet og tilkendegav med nye fagter, at vi
havde ret. Så var det blot en sejlads tilbage og nu skulle vi ikke
have flere uheld. 16 sejlads gik uden problemer og vi førte vist
fra start til mål. Puha, det var spændende. Moralen var I top før
finalesejladsen.
Vi var sjette og sidste klasse, som skulle sejle finalen og vi
sad derfor sammen med de øvrige tilskuere og så de første 4
finaler. De andre CB66'ere gik dog tidligt på vandet og Nils var
ivrig efter at vi kom afsted men Mads og jeg var mere enige om at
vi ikke skulle sejle ud og blive kolde. Vinden var desværre aftaget
væsentligt. Starten gik og Mads lavede en super start hvor vi fik
de luv både til at vende efter Ganske kort tid. Midt på første
kryds mødte vi debuttanterne, som kom på bagbord og vi slog på
toppen af dem og kom først til krydsmærket efterfulgt af SWE 48.
Den placering holdt vi hele vejen uden den store dramatik. Det hele
tog vel ca. 10 minutter og vi var glade for at vinde - og særligt
fordi det er første gang, at en dansk båd blev svensk mester.
Herlig præmieoverrækkelse og derefter den obligatoriske
vandtur.
Champagne og unge piger er lige noget for "Mænd der elsker
Kvinder".
Tv-reportagen var noget skuffende da man blot ser at vi går i
mål (ledsaget af en kommentar om at vi overraskende vandt?). Det
havde været sjovt at se starten og første opkryds. Realiteten er at
alle fem både har lige gode chancer for at vinde og udfaldet af de
16 kvalifikationssejladser har overvejende psykologisk betydning.
Jeg kunne i hvert fald konstatere, at det kun var i Hobie16, og
49'er, at vinderen af kvalifikationssejladserne også vandt guldet.
Noget andet er, om det er rimeligt at afgøre mesterskabet på denne
måde. Vi har nu prøvet det to gange og synes det er fantastisk at
sejle 7 sejladser om dagen efterfulgt af en finalesejlads efter 16
sejladser. Hvis det er det som skal til for at publikum strømmer
til og der er transmission dagen efter på SVT bidrager vi med
glæde. De arrangerende sejlklubber gør et meget flot stykke arbejde
og Malmø er et herligt sted at sejle og opholde sig på land.
Der var 7 danske både med I år og hele 3 både var efter 14
sejladser mulighed for at komme I finalen. Det er en markant
fremgang siden 2009 (og vist tidligere år). Navnlig debuttanterne
Simon og Michael synes jeg imponerede med god boat speed og taktisk
flot sejlads. De bliver svære at slå I fremtiden! Jesper Toft
sejlede også pænt men et par OCS'er koster dyrt når vi sejler uden
fratrækkere.
Hilsner fra Nikolaj, Nils og Mads.